ScienceFaction (Danish)

Emil Laust Kristoffersen fra Aarhus Universitet forsker i kunstig evolution og betingelserne for det allerførste liv. For omkring 4,6 milliarder år siden drønede to planeter sammen og skabte Jorden. Størknede sten gled rundt som sorte isbjerge i et rødglødende hav af magma, mens meteoritter hamrede ned over Jorden. Ikke ligefrem et ideelt scenarie for livets opståen – eller hvad? Over millioner af år forvandlede brandvarm vanddamp sig drypvis til hav. Livet opstod sammen med havet, og de ældste tegn på liv er forsteninger, som kommer faretruende tæt på den kaotiske tidsalder. DNA-analyser tegner et slægtskab mellem alt levende, og ved roden af stamtræet findes den sidste fælles forfader til alt liv på vores klode. Men her ender sporet blindt. Vi kan lede dybt i egne celler og forsøge at genskabe livets opståen i laboratoriet for at forstå, hvordan det kunne ske, men får vi nogensinde svaret?

Tine Rask Licht fra Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet forsker i tarmbakteriernes samspil med vores kost. Mikroorganismer koloniserer vores tarm helt fra barndommen. De påvirker os, og vi påvirker dem. Vi styrer børnenes nysgerrige pilfingre uden om snavs, selvom tarmen trives bedst med en blandet landhandel af mikroorganismer. Vi forsøger at undgå smitte mellem små poder og køber dyre dråber i håb om mirakuløse mikrober, selvom store søskende forærer os gavnlige bakterier allerede inden børnehavealderen. Mavens mikrobiologi er mangfoldig, og det kan være svært at skelne mellem sikker viden og mavefornemmelser. Jo mere forskerne undersøger tarmens bakterier, jo flere sammenhænge finder de. Nye teknologier som big data og DNA-analyser går hånd i hånd med gammeldags laboratoriearbejde, når vi skal afdække tarmbakteriernes betydning for vores sundhed.

Lige siden vores forældres celler smeltede sammen til et nyt verdensmirakel, har cellerne delt sig. Tarmceller deler sig ofte, nerveceller sjældent, mens strenge kontrolsystemer altid råber vagt i gevær, når en rask celle forvandler sig til en syg. For kræft er en uønsket følgesvend til alle flercellede organismer. Selv dinosaurerne blev ramt. Kimen til kræft sås i bare én af vores 50 billioner celler. Og enten ofrer den syge celle sig i ren kamikazestil, eller også løber den løbsk forbi et utal af barrierer for at ende som alt fra bryst- til knoglekræft. Mens vi beskyder syge celler med deres eget våben, og rammer dem på evnen til at dele sig, har hvaler og elefanter taget helt andet skyts i brug. Naturen gemmer uden tvivl på flere hemmelige strategier, og i fremtiden kan vi måske endda bekæmpe sygdomme, allerede inden de opstår.

Det er himmelråbende, så lidt vi ved om universet. Ganske almindelige jordbundne partikler udgør blot en brøkdel af den natsorte himmel over os. Ved hjælp af AI, satellitter og teleskoper forsøger kosmologer at kaste lys over mørke huller i universets udviklingshistorie. For det vrimler med mystiske partikler derude. Nogle opstår ud af ingenting og forsvinder igen. Andre bombarderer os, helt uden vi bemærker dem. Det er en astronomisk opgave at få styr på mørkt stof og mørk energi, og en kosmologisk krise truer i horisonten. Måske er vores model for verdensrummet ved at krakelere. Der er dog intet nyt under solen, for modstridende målinger har længe peget i den retning, og det står stjerneklart, at der mangler en masse, før vi kender det ydre rum fra ende til anden. Sofie Marie Koksbang fra Syddansk Universitet forsker i det sene univers.

Ole Frøbert fra Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center forsker i blodpropper og er hjertelæge på Örebro Universitetshospital i Sverige. Hvad laver en hjertelæge dybt inde i de svenske skove på jagt efter brunbjørne? Ole Frøbert og hans team søger efter svaret på, hvorfor bjørne kan gå i hi halvdelen af året og ligge fuldstændig stille for at rejse sig i fuld vigør i foråret. Samme inaktive livsstil ville forårsage alt fra blodpropper til diabetes og knogleskørhed hos mennesker. Med snescootere og helikoptere drager forskere, piloter og rangers ud i vildmarken for at indsamle blodprøver fra de pelsede patienter. Bjørnene er vilde forsøgsdyr, men måske kan de føre os på sporet af ny og bedre medicin mod blodpropper eller lære os at gå i dvale frem for kunstig koma.

Karl Anker Jørgensen forsker i kemi på Aarhus Universitet. Her vender og drejer han spejlvendte molekyler til gavn for patienter og miljø. Mennesker er spejlvendte væsner. Vores hjerte og milt sidder i venstre side, mens lever og galdeblære bor i højre side. Få er venstrehåndede, mens størstedelen kigger i mikroskoper og gennem nøglehuller med højre øje. Vi er med andre ord asymmetriske, og det kan vi takke molekylerne for. Ligesom sneglens hus, vinkekrabbens kløer og narhvalens tand kan molekyler være uden symmetri. Spejlvendte molekyler forfører vores asymmetriske sanser med umami, mynte og parfume. De tjener os med antidepressive midler, hovedpinepiller og en grønnere kemi. Hvis vi vel at mærke formår at dreje dem den rigtige vej. For skruer vi dem forkert sammen, kan det føre til fatale medicinske skandaler. Livet har en naturlig drejning, men ingen ved præcis hvorfor. Måske svæver forklaringen i et spejlvendt univers.

I kunstig intelligens prøver computere at afkode, hvad vi siger til dem. Efter mange års forsøg er det ved at lykkes, og de intelligente maskiner hjælper os nu med at oversætte vores e-mails, fylde vores kalendere ud og parkere vores biler. Teknologien er for længst flyttet ind bag skærmene lige foran os. Alligevel forbinder de fleste den med talende robotter og hurtigvækstende startups. Bagfra ser kunstig intelligens helt anderledes ud: Algoritmer tygger sig igennem millioner af data og regner baglæns for at lære af egne fejl. Og måske kan computerens sorte boks afsløre lige så meget om os selv som om kunstig intelligens og åbne vores øjne for, hvorfor en teknologi, der skulle gøre informationer til allemandseje, ender med at bære brænde til ulighedens bål. Kunstig intelligens bagfra er støttet af Carlsbergfondet.